Menu
Forside Hvem er vi? Vores hunde Hvalpe Agility Fotogalleri Nyheder Links Kontakt


Dejlige Simone

Vi har mistet vores dejlige vidunderlige Simone (Tom Dooleys Senorita Simona). Fredag aften den 21. januar 2005 blev hun kørt ned af en bil - lige uden for vores indkørsel. Hun var lige kommet ind sammen med Mille (vores anden sheltie, som jeg fik, da Simone var ca. 1 år gammel) og havde fået tørret poter, så vi troede, at hun var herinde, da en mand kom og bankede på døren og spurgte, om vi havde en collie-lignende hund. Han havde lige påkørt den. Hun var kommet fra marken på den modsatte side af vejen og lige ud foran ham. Selvom han blokerede bremsen, kunne han ikke gøre noget. Vi løb ned på vejen, og der lå Simone fuldstændig livløs. Hun var smuttet ud gennem kattelemmen. De følelser, som fyldte os, kan ikke beskrives, men vi håber aldrig, at andre skal opleve det sammen.

Jeg hentede Simone hos opdrætteren den 2. november 1996, og fra den dag var mit liv totalt ændret. Den glæde som den lille uldtot skabte i min tilværelse efter en sort tid, er ikke til at beskrive. Pludselig kunne jeg kun være glad, når jeg kom hjem fra arbejde, for der ventede hun, og hun var altid glad.

Jeg begyndte på et hvalpehold med Simone, da hun var 6 måneder gammel. Hun lærte lynhurtigt og var meget nem at arbejde med, så jeg fik blod på tanden og fortsatte med lydigheden. Simone opnåede at blive kredsmester i DKK kreds 7 i 1999 i klasse 1 og deltog dermed i DM i lydighed. Vi fik et mindre godt resultat, men så havde vi prøvet det. Allerede på det tidspunkt, var vi faldet for en anden sportsgren - nemlig agility.

Vi var ved et par lejligheder blevet præsenteret for agility, og det var helt tydeligt, at Simone syntes, at det bare var så sjovt. Så for hendes skyld startede vi på et begynderhold. Men hurtigt blev jeg også grebet af det og det endte med, at vi rejste land og rige rundt for at deltage i stævner. Simone elskede at løbe agility, og det betød ikke noget for hende, hvem der løb med hende. Da hun i 2001 blev Dansk Spring Champion, var et af resultaterne også opnået med Jesper Carstensen, som fører.

Da jeg mødte min mand Jesper, begyndte han at løbe med Simone. På det tidspunkt havde hun opnået 2 resultater i AG3. Et med mig selv og endnu et med Jesper Carstensen. Så det kunne jo være rigtig sjovt, hvis Jesper kunne opnå det sidste resultat, så championatet var opnået med 3 forskellige fører. Men Simone havde det rigtig svært i mellemklassen, for hun var nok en af de mindste mellemhunde overhovedet. Jesper og Simone har løbet sig til mange 2. pladser i AG3, men det blev aldrig til det sidste resultat.

I september 2004 blev Simone målt til lille hund, så vi håbede på, at 2005 skulle blive en rigtig god sæson for hende med landsholdsiagtagelse og måske det sidste resultat i AG3. Men sådan skulle det desværre ikke blive. Det er meget svært, at forstå, at hun er væk. Hun har jo lige rendt rundt og været enormt frisk og leget med Mille.

Simone var en rigtig all-round hund. Udover hendes resultater i lydighed og agility, har jeg deltaget i mange udstillinger med hende. Her opnåede hun flere gode resultater og fik også et enkelt cert.

Der er et tomrum her uden lige. Måske vil nogen tænke, at hun bare var en hund, men vi elskede hende. Hun gav os så meget glæde, når hun stod i sofaen og "duttede" til min kind, fordi hun ville have noget af min mad, når hun skubbede hovedet ind i vores maver, fordi hun ville nusses, når hun løb rundt og legede med Mille, når hun puttede sig ved siden af os, når hun rodede rundt med et blødt tæppe, fordi det skulle ligge helt rigtigt, når hun besteg et bjerg af puder eller tøj, fordi hun elskede at ligge i alt, hvad der var blødt eller når hun bare var her. Vi vil altid savne hende, og hun vil altid havde en hel speciel plads i vore hjerter.

Henriette Kjær, januar 2005